Thomas og Mette mødes med Lars for første gang siden krisen, på neutral grund ved havnen. Samtalen går bedre end frygtet - men Lars stiller Thomas et spørgsmål, han ikke kan svare på med det samme: hvad vil du selv have?

Jakob fortæller, at han er begyndt at date en kvinde ved navn Cecilie. Kasper opdager, at frygten for at miste ham ikke handler om jalousi — men om hvor meget "os tre" er kommet til at betyde.

Den sanselige frihed Nogle gange skal der ikke mere til end en tur i svømmehallen sammen med min kusine for at ændre et menneskes syn på verden – og på sig selv. I dag kan det virke utænkeligt, men dengang var reglen klar og uomstødelig, - ingen badebukser, - drenge svømmede nøgne og pigerne havde badedragt på. Som dreng kan frygten for at udstille sig selv fylde langt mere, end man tør indrømme. Tøjet er et panser mod omverdenens blikke, og for en genert dreng kan tanken om at smide tøjet foran andre føles som en uoverstigelig barriere, men min kusine var meget insisterende. Men der findes øjeblikke, hvor usikkerhed forvandles til en uventet, sanselig frihed.

Tredje terapisession: Mette og Thomas læser deres ærlige svar om Lars højt for hinanden og opdager, at de frygtede det modsatte af, hvad den anden faktisk ønskede.

Seks uger senere er Jakob blevet en fast del af deres liv, ikke kun deres aftener. Til en spontan aften uden planlagt ritual finder Kasper sig selv tættere på end nogensinde — og opdager, at grænsen mellem at holde ud og at være til stede er ved at forsvinde helt.

To uger efter mødet med Jakob vender aftenen tilbage — denne gang beder Kasper om at være tættere på end stolen tillod. Bagefter spørger Laura, om han vil endnu tættere næste gang. "Jeg vil ikke være tilskuer i mit eget liv," svarer han. "Ikke længere."

Ugen efter mødet med Jakob er stille, indtil en misforstået sms tænder en kort tillidskrise mellem Kasper og Laura. De taler det igennem — og Kasper beder om noget nyt til næste gang: ikke længere kun tilskuer fra stolen. "Jeg vil ikke være en tilskuer i mit eget liv."

Jakob kommer til middag fredag aften. Efter en stille, ærlig samtale flytter de til soveværelset, hvor Kasper holder rammen fra den gamle lænestol i hjørnet. Bagefter, i mørket, spørger Laura: "Fortryder du noget?" — "Nej," svarer Kasper. "Vi finder ud af resten sammen."

Uge 38, og fødegangstasken står klar ved døren. Mikkel er urolig for, om de glemmer at se hinanden, når hverdagen bliver til bleer og nattevagter — så de lover hinanden noget, før de beviser det med hænder og mund.

De møder Jakob — 34, empatisk, erfaren i ENM — til kaffe på Riccos. Kasper kan lide ham straks, hvilket forvirrer ham. Ingen aftaler indgås. På vej hjem lægger Laura sin hånd i hans. "Hvad tænker du?" — "At jeg stoler på dig. Og at det skræmmer mig mere end noget andet."

Han kom en dag for tidligt – men nøglen lå i lommen, og savnet var for stort til at vente. Hun sov på sofaen, og han vidste præcis, hvad aftenen ville bringe.

En middag med Jonas afslører, hvor automatisk Mikkel gør sig nem og medgørlig. I terapien viser et gammelt ferieminde forskellen mellem omsorg og selvudslettelse — og for første gang siger Mikkel nej uden at opfinde en undskyldning.